
Ressourcecenteret
Ressourcecenteret er et møde-forum, hvori alle former for undervisningstilbud ud over normalundervisningen planlægges, koordineres og evalueres. Det er også på ressourcecentermøderne, at arbejdet mellem skolen, PPR og andre eksterne samarbejdspartnere koordineres.
Derudover er ressourcecenteret også et lokale, hvor undervisningen af elever kan foregå.
Vi arbejder med eleverne i små hold, i ressourcecenteret, et andet klasselokale eller i klassen. Man kan få hjælp i ressourcecenteret gennem hele skoleforløbet. Undervisningen tilrettelægges ud fra elevernes behov. Ressourcecentrets arbejde foregår i samarbejde med elevens faglærere, forældre og eleven selv.
Faglig støtte og værktøjer
IntoWords
IntoWords er et læse- og skrivestøtteprogram, det er tilgængeligt for alle skolens elever. IntoWords læser bl.a. tekster på computeren og giver ordforslag, mens eleven skriver.
IntoWords ordforslag hjælper eleven med at skrive frit og ubesværet på flere sprog.
IntoWords indeholder også andre værktøjer, som med fordel kan anvendes af alle elever fx i forbindelse med skriftlig fremstilling.
Skolen tilbyder alle elever at downloade IntoWords på deres egen computer. Programmet kan, som skolens øvrige programmer, downloades via www.mitskoleit.dk med brug af Skole IT’s login.
Vi anbefaler, at alle elever downloader IntoWords, da programmet også har en engelsk og en tysk stemme og dertil svarende ordforslag. Desuden er værktøjer som skriveskabeloner og grammatik en hjælp, som med fordel kan benyttes af alle elever.
Oplever I vanskeligheder med at downloade IntoWords, kontakt venligst vores IT-vejleder, Martin Lohse.
LST - LæseSkriveTeknologi (IT-programmer)
Hvis dit barn har læse- og stavevanskeligheder og er testet ordblind, kan der søges om LST; det vil sige programmer, som understøtter læsning, stavning og skrivning. På Aalestrup Realskole drejer det sig primært om programmet IntoWords.
LST søges gennem SPS (Specialpædagogisk Støtte under Styrelsen for Undervisning og Kvalitet); ansøgningen ordnes af administrationen og ressourcecentret. LST (programpakke) installeres direkte på elevens computer. Hvis eleven ikke selv ejer en computer, kan der søges om en IT-pakke, der også indeholder en computer.
Mange eleverne kender allerede programmerne - bliver man testet ordblind hos os, vil vi give eleverne instruktioner i brug af hjælpemidlerne.
Skolen forventer, at eleven medbringer computer med installerede programmer i skole hver dag, idet LST er et hjælpemiddel for eleven i den daglige undervisning.
NOTA
NOTA er et online bibliotek med en stor samling af digitale tekster. Elever i læsevanskeligheder, som er testet ordblinde, kan få adgang til materialerne, som dermed kan anvendes i undervisningen.
Ressourcelærerne kan tilmelde elever til NOTA.
TESTS
I starten af 7. klasse testes årgangens elever med læsetesten: ”Find det der lyder som et ord”. Giver testen, sammen med elevens daglige arbejde og andre tests, anledning til bekymring, kontaktes forældrene med henblik på videre testning.
Desuden testes alle elever hvert år i august eller september med ST-staveprøven.
ORDBLINDHED
Ordblindhed er vanskeligheder med at lære at udnytte skriftens fundamentale lydprincip - det vil sige at koble bogstaver og lyd sammen. Det betyder, at læsningen kan blive langsom og upræcis samt skriftlighed, især stavning, bliver vanskeliggjort.
På Aalestrup Realskole vil vi gerne hjælpe og støtte de ordblinde elever, så de kompenseres for deres vanskeligheder, men stadig udfordres i det faglige og bliver dygtigere. Allerede i de første dage efter opstart vil vi derfor være klar med de installerede programmer; vores indscannede tekster er OCR-behandlede - det betyder, at de er klar til at blive læst op med det samme.
Samtidig arbejder vi også med elevernes selvbillede: At lære at acceptere at ordblindhed er en del af en, men kun EN del. Vi arbejder også på at gøre eleverne selvstændige, så de er godt rustede, når de skal videre i uddannelsessystemet.
Hvis vi i løbet af elevens skoletid bliver bekymrede for elevens udvikling, vil vi i samråd med forældrene undersøge, om eleven er ordblind. Vi gennemfører først en screening og vurderer ud fra den, om eleven skal ordblindetestes. Det hele sker i samråd med eleven og forældre.
Giver elevens daglige arbejde, prøver og screeningen grundlag for bekymring, vil vi tilbyde en test med Undervisningsministeriets egen ordblindetest. Det er tværgående og kan tages fra 3. klasse og helt op i lange, videregående uddannelser. Efter resultatet af testen vil vi lægge en plan for, hvad det videre forløb skal være. Når eleven fortsætter på sin ungdomsuddannelse, følger de ansøgte IT-programmer eleven videre fra vores skole.
OBS! Hvis eleven er testet mere end én gang i sit skoleforløb - Vær opmærksom på: I 2023 lavede Undervisningsministeriet nye regler for ansøgning om LST, og det har betydning, hvis eleven er testet mere end én gang. Når eleven søger ind på en ungdomsuddannelse, ansøger man om LST på baggrund af en eventuel første test, der er taget. Hvis den første test, viser resultatet ordblind, er der ingen problemer. Hvis man derimod er testet to gange, og den første test viste et resultat i det gule felt, vil man ikke automatisk blive tildelt LST eller optaget som ordblind elev. I det tilfælde er vi behjælpelige med at sende relevant materiale videre til næste uddannelsessted, men det er uddannelsesstedet, der søger på ny, og der gives ikke garanti for, at eleven vil blive optaget som ordblind elev.


Et Kreativt Pusterum
– For Dig der Trænger til en Pause fra Hverdagen
Har du brug for et sted, hvor du kan lade tankerne flyve og slippe dagens travlhed?
Hos os kan du finde et kreativt pusterum, hvor vi sammen skaber en afslappende og hyggelig atmosfære.
Vi ved, at en skoledag kan være fyldt med mange forskellige krav, nye indtryk og forventninger. Derfor tilbyder vi et særligt frirum – et sted, hvor du kan tage en pause og finde ro. Her kan du, sammen med Signe, prøve spændende aktiviteter, der får dig til at glemme dagens stress et øjeblik.
I det kreative pusterum kan du:
- Presse blomster og lave flotte dekorationer
- Eksperimentere med opskrifter i skolekøkkenet
- Lave perlearmbånd eller andre kreative projekter
- Spille sjove spil eller tage en afslappende gåtur
- Afprøve mindfulness og lære at slappe af
- Og ikke mindst – snakke om alt mellem himmel og jord
Hvordan fungerer det?
Vi mødes to gange om ugen, i første omgang om torsdagen kl. 11.25-13.20. Tidspunkterne kan justeres, og vi holder dig altid opdateret, hvis der sker ændringer.
Pusterummet bliver skabt i fællesskab med dig og de andre, der deltager. Det betyder, at vi tilpasser aktiviteterne, så de passer til jeres ønsker og interesser.
Vil du være med?
Hvis det lyder som noget for dig, så tal med din klasselærer eller Dorte. Vi glæder os til at se dig i det kreative pusterum!
Pusterummet – En Pause med Fokus på Dig
Har du brug for en pause fra klasselokalet og lyst til at lære på en anden måde?
På Aalestrup Realskole tilbyder vi et særligt pusterum til elever, der har brug for tid og plads til at finde sig selv, lære på en mere praktisk måde og få ro til at fokusere.
I Pusterummet får du mulighed for at arbejde med kreative og praktiske projekter, primært i vores hyggelige sløjdlokale. Her bygger vi spændende ting til skolen eller til undervisningen og hjælper indimellem med praktiske opgaver, der gør en forskel for andre. Samtidig lærer vi noget nyt på en måde, der måske passer dig bedre end traditionel undervisning.
Hvad kan Pusterummet give dig?
Pusterummet er for dig, der har brug for:
- En pause fra den almindelige undervisning
- At lære på en mere kreativ og praktisk måde
- Hjælp til at håndtere konflikter og udfordringer
- Styrket selvtillid og tro på dig selv
- At blive en endnu bedre ven og kammerat
- Støtte til at skabe gode vaner og ændre gamle mønstre
- Mere tid sammen med voksne, der kan give dig ro og nærvær
Hvordan fungerer det?
Pusterummet er et tilbud, som dine lærere kan indstille dig til, hvis de mener, det vil være godt for dig. Du bliver stadig i din klasse og sammen med dine klassekammerater og lærere, men Pusterummet kan være et sted, hvor du kan få et friskt pust i kortere eller længere tid – alt efter, hvad der passer bedst til dig.
Vil du høre mere?
Tal med din klasselærer eller Dorte for at finde ud af, om Pusterummet kunne være noget for dig.
